Sherman Andrés Cardenas - et talent i svøb

 

[United-styrer]

Sherman Andrés Cárdenas

Forord:

Jeg har ladet mig inspirere. Inspirere af bl.a. FcEagle og JosepGuardiola til at skrive en ny blog. Danmark ligger stille lidt, men den vil måske blive vakt til live igen før eller siden. Lige nu gælder det dog denne blog, hvor idéen, jeg har taget til mig, er, at man følger én bestemt spiller, skriver fra hans synspunkt og fokuserer på ham. Spilleren skulle have talent, være ung, så man kunne følge ham i mange år, og så skulle han endnu ikke spille på højeste niveau. Valget af Cárdenas fra den colombianske klub CA Bucaramanga CD var oplagt, da han til UG opfylder alle kriterierne. Cárdenas har et enormt talent, som jeg vil udvikle og følge. Hvis han bliver solgt, overtager jeg klubben, som køber ham, hvorfor jeg også har valgt en del ligaer i dette spil: Colombia (División Mayor – Copa Mustang og Second Division), Danmark (SAS-ligaen), England (Barclays Premiership og Coca-Cola Championship), Frankrig (Ligue 1 Organge og Ligue 2 Orange), Spanien (La Primera División og Segunda División A), Holland (Æresdivisionen), Italien (Serie A TIM og Serie B TIM), Portugal (Liga betandwin.com), Skotland (Bank of Scotland Premierleague), Sverige (Allsvenskan og Superettan), Brasilien (Campeonato Brasileiro Série A og Campeonato Brasileiro Série B), Argentina (Primera División og Primera B Nacional), Hvis det skulle ske, at Cardenas bliver solgt til en liga, jeg ikke har valgt, vil jeg simulere, indtil han er i en tilgængelig klub. Bloggen vil blive skrevet i dagbogsform, hvorfor der vil være meget tekst, enkelte billeder, men ingen fra spillet. Med det kan jeg starte…

Introduktion:

Kære læser. Jeg hedder Sherman Andrés Cárdenas, og jeg er 16 år gammel. Jeg blev født den 7. august 1989 her i Bucaramanga, hvor jeg har boet hele mit liv. Det har været godt at vokse op her. Jeg har – i modsætning til de fleste andre hernede – aldrig selv måttet tjene til føden, for mine forældre har været blandt de meste velhavende i byen. Derfor har jeg altid haft et godt afsæt til at få et godt job, og mine forældre ønskede, at jeg blev læge. Det var jeg dog ikke selv opsat på, for som alle andre i byen elsker jeg at spille fodbold, og det har jeg altid gjort. Jeg

har brugt time efter time, dag efter dag på at spille fodbold, siden jeg var helt lille, og det har jeg åbenbart talent for, for den lokale klub, CA Bucaramanga CD, kontaktede min familie i sommers. De ville skrive kontrakt med mig, efter at de havde set mig spille rundt omkring. Mine forældre var ikke begejstrede, langt fra, men jeg fik overtalt dem og overbevist dem om, at det var det, jeg gerne ville, mens repræsentanten fra klubben på mystisk vis fik dem overbevist om, at jeg kunne nå langt. Jeg ved ikke helt, hvorfor det lige var mig af alle mine kammerater, som skulle have en kontrakt, men klubben fortalte mig, at de mente, mit skud, min teknik og mit overblik overgår de flestes på min alder. Hvis jeg skulle beskrive mig selv som spiller, ville jeg også sige, at teknikken og mit skud (specielt med venstrebenet) er mine største forcer, men jeg er efter min mening også lidt mere uselvisk end de fleste andre. Men jeg fik en kontrakt, så nu tjener jeg altså hele 700.000 peso (1.900 kroner) per uge! Det er jo helt vildt! Siden den dag i sommers har jeg hver dag med få undtagelser trænet sammen med de andre gutter fra ungdomsholdet, og det har været sjovt, jeg er blevet taget godt imod, og jeg har allerede nu udviklet mig meget som spiller. Jeg har også måttet gå på en diæt, da jeg har vejet lidt for meget. Jeg er 182 cm høj, og tilbage i sommers vejede jeg et godt stykke over 80 kg, men i dag har jeg fået det begrænset til 80 kg, hvilket egentlig er en o.k. vægt, for så har jeg også lidt mere kropsstyrke end de andre på min alder, som let kan blive trampet ned af spillerne, som er oppe i tyverne. Jeg har ingen sikker kontrakt pga. min alder, så jeg ved ikke, hvor jeg står, og hvis der skulle komme en anden klub, som var interesserede i mig, kunne de til hver en tid henvende sig direkte til mig, for Bucaramanga har intet at skulle have sagt. Indtil nu er jeg dog glad for at være her. En ny sæson er for dagen, og klubben har netop fået ny træner. En dansker som er bosat her i byen. Han har vistnok trænet et par mindre klubber i sit hjemland, jeg har ikke helt forstået, hvad han har opnået, men medierne mener i hvert fald ikke, at Jesper Olsen, som han hedder, vil blive nogen stor succes her. Han virker dog rigtig flink, og han har tilsyneladende store tanker om mig. Han spørger mig i hvert fald ofte om, hvordan det går, og han har sågar sat mig på førsteholdet til den kommende sæson, som snart starter. Jeg ved ikke, om han har tænkt sig at bruge mig som fast mand, for der er i den grad mange gode offensive midtbanespillere i truppen, som er den plads, jeg spiller, men de er alle sammen utrolig flinke, og de hjælper mig til træning. Det er hårdt at træner på førsteholdet, og jeg kan hver dag tydeligt mærke, at jeg er mere udmattet, når træning er slut, end jeg var, da jeg trænede på ungdomsholdet. Det gik godt på ungdomsholdet, hvor jeg var fast mand. Vi spillede en fin sæson, og jeg blev rost til skyerne. Jeg fik da også lavet en hel del oplæg og scoret lidt mål. Jeg glæder mig meget til at spille på højeste plan i Colombia i år, det bliver ekstremt spændende. Hvis vi skal gå over til holdet, jeg spiller på, CA Bucaramanga CD, så har vi et rigtig godt hold i år. Vi har aldrig vundet División Mayor – Copa Mustang, vi blev nummer to i 1997, men vi har aldrig vundet. Det gør vi nok heller ikke i år, men vi er bestemt heller ikke et af ligaens svageste hold. Vi kommer ikke til at kæmpe om nedrykning, men vi vil nok ligge lige under de allerbedste, når sæsonen er omme. Vi har en stærk målmand i Daniel Vélez, og generelt har vi bare et rigtig godt hold. Vores nye træner har fortalt os, at han regner med at købe yderligere forstærkninger, hvilket jeg var lidt nervøs for i starten, men han forsikrede mig, at det ikke vil påvirke min position på holdet. Det bliver nok enten AC Deportive Caldi eller CD Once Caldas, der vinder, de har nok de bedste hold, men der er chancer for, at vi kan blive top otte, hvilket giver adgang til playoff-spillet, det ville være fedt. Der er atten hold i ligaen, og vi har et godt hold uden tvivl. Jeg ved stadig ikke, hvordan vi skal stille op i den kommende sæson, og jeg ved heller ikke, hvem der bliver købt, og om jeg skal være fast. Det vil alt sammen vise sig senere, og jeg kan ikke vente med at komme i gang.

[Thore]

Fed ide 

[chelidze90]

Cool ide 

btw. Hedder han ikke Sherman Andres Cardenas   

[United-styrer]

Cool ide 

btw. Hedder han ikke Sherman Andres Cardenas   

Nu du siger det, bliver jeg faktisk i tvivl :-)

Det finder jeg ud af snart

EDIT: Du har ret

[zadix]

jeg ved godt at det ikke er det rigtige sted at spørge, men er der nogen som ved om den her knægt også er et enormt talent IRL??

[Frazonn]

jeg ved godt at det ikke er det rigtige sted at spørge, men er der nogen som ved om den her knægt også er et enormt talent IRL??

http://eltiempo.terra.com.co/depo/FUTBOL/FUCO_F/NOTI_FC/fecha11finalizacin/ARTICULO-WEB-_NOTA_INTERIOR-2537520.html
du oversætter bare :b - tror der står noget med trods han kun er 16 er han et eller andet fra/for columbia.. måske et stort talent ? 

[Dusty78DK]

Lige et teknisk spørgsmål: Har du tænkt dig at styre den klub han spiller i? Eller vil du bare være arbejdsløs og så se hvordan det går ham?

Spændende i hvert fald! 

[Nees]

Lige et teknisk spørgsmål: Har du tænkt dig at styre den klub han spiller i? Eller vil du bare være arbejdsløs og så se hvordan det går ham?

Spændende i hvert fald! 

Godt spørgsmål vil jeg også gerne vide. Jeg synes du bare skal se hvordan han klare sig og måske have et andet spil hvor du er den klub du nu er og ikke gå efter hvor han er bare et forslag Men det er en god idé 

[United-styrer]

Lige et teknisk spørgsmål: Har du tænkt dig at styre den klub han spiller i? Eller vil du bare være arbejdsløs og så se hvordan det går ham?

Spændende i hvert fald! 

Det er min plan at styre den klub, han spiller i, uanset hvor han tager hen

[Dusty78DK]

Det er min plan at styre den klub, han spiller i, uanset hvor han tager hen

uuuuha, spændende idé! 

[donthomas]

Skal blive spænende at følge denne blog.

Og klasse at du vil styre den klub han nu måtte skifte til. Så bestemmer du jo selv hvor du skal spille henne af i verden. Klasse og super ide.

Held og lykke her fra.

Ps. God og spænende start på bloggen

[United-styrer]

19. januar 2006

Det er ikke lang tid siden, det nye år startede. 2006 er i fuld gang, og der blev festet igennem for mit vedkommende. Det er længe siden nu, og vi har endda allerede spillet en kamp siden. Det var den 13., hvor vi spillede 1-1 mod Centauros, og jeg var ikke i truppen, men det var før den nye træner kom.

I dag var der kampdag, og hele holdet tog med stor spænding til taktikmødet, hvor vi alle ventede med iver på at se, hvordan vores nye træner mente, at vi skulle spille og endnu vigtigere; hvem der var i truppen, og hvem der skulle starte. Træneren trådte ind i lokalet, afslappet som altid, og han startede: ”Hej gutter! Så er der venskabskamp i dag. Girardot FC fra den næstbedste række, dem bør vi slå, men husk, at det vigtigste er, at I kommer i gang, får løbet jer varme og får følelsen med bolden igen.” Herefter fremlagde han taktikken. Vi havde trænet hårdt i de seneste par dage, men det var alt sammen fysisk træning, så ingen af os var egentlig klar over, hvordan vi skulle spille. Jeg kendte næsten intet til modstanderne, Girardot, udover, at de var fra landets næstbedste række. Jeg kendte ikke en eneste spiller fra deres hold. Tilbage til taktikken: Daniel Vélez skulle stå på mål, det kom ikke som nogen overraskelse. Så skulle vi spille med kun tre forsvarsspillere bagved. John

Gelmer Córdoba, lejede José Vicente Preciado og César Alberto Vásquez skulle tage sig af de defensive pligter, hvor de primært skulle sende bolden hurtigt fremad, så snart de fik den. Vi spillede med to offensive fløje, Marquinhos og Alex Orrego, som er lejet i CD Envigado FC. Begge var bejlere til den offensive midtbane, så jeg var positiv, da jeg hørte, at de var på fløjene. Vi spillede derudover med to centrale midtbanespillere, Andrés Sarmiento, som skulle være den mere defensive, og Weymar Franck Olivares, som fik lov at gå lidt mere frem på banen. Andrés udtalte i øvrigt tidligere på dagen, at han muligvis gerne vil til en større klub. Det, synes jeg ikke, var særlig smart gjort på samme dag, som vi skulle spille trænerens debutkamp, men træneren fortalte ham, at han forstod hans følelser, men at han i stedet ville forsøge at gøre Bucaramanga til så stor en klub, at den ville opfylde Andrés’ ambitioner. Det har Andrés ikke besvaret endnu. Derefter kom vi til min position, den offensive midtbane. Jeg havde en god fornemmelse i maven, da jeg fornemmede, at den nye træner havde et godt øje til mig. Mit hjerte bankede hurtigt, i de sekunder der gik inden han sagde navnet, men skuffelsen var tydelig, da han sagde ”Emerson Chammoro”. Det var ellers lige en plads til mig, for han fik stort set lov til at gøre lige, hvad der passede ham. To angribere var der også plads til, og de to var Julián Téllez og holdets måske største stjerne, John Felipe Rivas, hvoraf Téllez som oftest skulle ligge i boksen, mens Rivas fik lov at være lidt mere bevægelig. Jeg fik en plads på bænken, men det gjorde næsten hele holdet, så det havde jeg forventet. Lettere slukøret satte jeg mig på min plads inde på det meget tomme og triste stadion for at overvære kampen…

Der skulle kun gå to minutter, før der var noget at se på. Vásquez spillede bolden frem til Marquinhos, som efter et par træk spillede den videre til Sarmiento. Han sendte den første gang videre til Rivas, som gjorde ditto til Chammoro, men han brændte på det skammeligste den store chance. Det var selvfølgelig på sin vis positivt for mig, da det er ham, der tilsyneladende er min konkurrent i startopstillingen. Vi fortsatte med at være spilstyrende, således havde Orrego et skud som blev reddet på stregen efter effektivt kontraspil, da der var spillet godt syv minutter. Vi blev ved med at skabe chancer og spille flot fodbold, Téllez, Chammoro og storspillende Marquinhos fik hver to store muligheder, og jeg kunne blive ved, men det blev i stedet Rivas, som efter frispark fra Orrego fuldt, fuldt fortjent kunne heade os foran efter lidt over tyve minutter. Det betød dog slet ikke, at vi stoppede med at skabe chancer, men ved pausen stod det kun 1-0, selvom der lige så godt kunne være et nul bag ved vores ettal.

Så var der pause, og vi skulle nu høre, hvad der skulle ske i anden halvleg. Vores træner fortalte, at han var positivt overrasket over holdets flotte spil, og at han allerede nu var godt tilfreds. Dog ville han stadig gerne se en god indsats specielt fra de spillere, der kom på banen fra anden halvlegs start. Med den sætning fangede han pludselig min opmærksomhed, for skulle jeg nu på banen? Først byttede han målmand, og Vélez blev dermed erstattet af Libardo Enrique Aranda. I forsvaret kom Luis José Pérez ind i stedet for John Gelmer Córdoba, mens de centrale midtbanespillere, Olivares og Sarmiento gik ud, hvilket kom Juan Carlos Quintero og Jáider Alberto Rodríguez til gode. ”Og så går Chammoro ud, og Cárdenas kommer ind”, sagde træneren. Yes! Så skulle jeg alligevel på banen i dag. Jeg kunne ikke vente med, at pausen var overstået. Til slut erstattede Henry Javier Hernández Téllez i angrebet, men det var jeg ligeglad med, for jeg tænkte kun på at imponere træneren. Efter lang tids venten skulle anden halvleg endelig til at gå i gang…

Det startede dog som en frustrerende oplevelse, for selvom jeg var opsat på at spille til, slappede mange af de andre lidt af, og Girardot fik endda udlignet efter tyve minutter. Diego Fernando Torres hed deres målscorer. Derefter kom der lidt mere gang i sagerne, og jeg fik bl.a. en kæmpechance, men desværre fik jeg ikke scoret. Det gjorde til gengæld Preciado kort efter, og så var vi igen foran. Kort efter fik Rivas bolden i nettet, men målet blev annulleret, fordi han var i offside-position. Det ville han ikke finde sig i, så kort efter scorede han igen, og denne gang var målet helt reelt, og så førte vi 3-1, og mere blev det ikke til. Jeg spillede en rimelig anden halvleg, jeg var i hvert fald ikke dårligere end Chammoro, men det var ikke min bedste kamp trods alt. Efter kampen fik vi ros af træneren, som syntes, at vi spillede en god kamp. Det var en god dag, en hyggelig dag med en god sejr. Jeg tog hjem ret kort efter, jeg bor i øvrigt stadig hjemme, og her stod mor klar med maden. Næste gang håber jeg, at jeg er i startopstillingen, nu er det tid til at sove…

[SirToby]

Fremragende skrevet. Fed blog!

[ZhotLog]

Uhhh, det lyder som en blog jeg vil følge med i 

[United-styrer]

23. januar 2006

I dag blev valget af årets fodboldspiller og årets spiller offentliggjort. Priserne er i grunden helt de samme, men eftersom det er to forskellige, der laver kåringerne, kommer de fra begge. Prisen kaldet årets fodboldspiller blev vundet af John Terry, forsvarsspiller fra Chelsea. Nummer to blev Manchester Uniteds Wayne Rooney. Han er et af mine største forbilleder, fordi vi spiller næsten samme position, og så er han, præcist som mig, meget ung, men alligevel har han slået igennem. Jeg håber, at jeg snart kan gøre det samme. På tredjepladsen kom Terrys holdkammerat Frank Lampard.

I den anden kåring, årets spiller, vandt Ruud van Nistelrooy, der som Wayne Rooney er fra Manchester United. Han vandt foran Fernando Torres fra Atletico Madrid, mens Chelseas Paulo Ferreira blev treer. Jeg håber og tror på, at jeg en dag kan se mit navn på den liste.

25. januar 2006

Igen i dag skulle vi spille kamp. Det var første gang efter den flotte 3-1-sejr over et hold fra anden division, en kamp hvor jeg gjorde det udmærket. I dag møder vi et hold som hedder CD Expreso Rojo, og de spiller, som den sidste modstander, i Colombias anden division, hvor de dog efter sigende skulle være blandt de bedste, men hvad ved jeg. Træneren trådte ind i lokalet, mens vi sad og hyggesnakkede lidt i omklædningsrummet, og han gjorde det hurtigt klart for os, at han var særdeles tilfreds med den foregående indsats, og at han ønskede, at vi fortsatte takterne. Da han skulle præsentere holdet, gik han ikke så slavisk til værks, han sagde blot, at det samme hold skulle spille. ”Pis!”, sagde jeg lavt, mens jeg holdt hovedet ned i jorden. Træneren opdagede min frustration, men han sendte et opmuntrende smil tilbage. Der var ikke andet at gøre end at blive ved med at kæmpe, tænkte jeg for mig selv, inden jeg gik ind for at se kampen…

Jeg kunne fra bænken se gutterne starte rigtig godt. Téllez fik bl.a. en stor chance, men headede i sidenettet, mens Chamorro også havde et godt langskud. Efter en halv time kom vi fortjent foran, da Orrego rundede et par mænd, inden han sendte et drømmespark helt op i krydset. Der gik dog kun yderligere et par minutter, før en af deres, en spiller som hed Carlos Andrés Vásquez, fik headet en udligning i nettet, og så var det status quo. Vi fik dog svaret hurtigt tilbage igen, da Rivas fik bolden i nettet, men for anden kamp i træk måtte han lide den tørn at få et mål underkendt. Ti minutter senere tog Rivas dog revanche. Først lavede Téllez en usandsynligt fæl afbrænder, men Rivas fulgte op og skød bolden ind i det tomme mål, 2-1, hvilket holdt halvlegen ud.

I pausen lagde træneren ud med at rose holdet for veludført arbejde, men han sagde samtidig, at holdet ikke skulle falde i søvn, at vi skulle fortsætte. Herefter gik han over til den for mig vigtigste del, udskiftningerne. Han lavede mange udskiftninger, ja, han skiftede sgu næsten hele holdet ud, men det, der var allervigtigst, var, at han igen lod mig erstatte Chamorro. Jeg havde endnu engang en chance for at spille mig ind på holdet, og jeg var fast besluttet på at tage den. Dybt koncentreret og fokuseret gik jeg ind på banen til anden halvleg, på et stadion hvor de 229 tilskuere knap nok kunne overdøve lyden fra trænerne.

Anden halvleg var ret god for holdets vedkommende, og for mig selv var det vel også okay. Jeg havde ikke bolden helt så meget, som jeg gerne ville, men når jeg havde den, slap jeg fornuftigt fra det. Jeg var endda tæt på at score et mål, da jeg sparkede et frispark fra vel nok omtrent 25 meter, men det gik lige forbi stolpen. Vores forsvar var ekstremt usikkert, men der gik heldigvis ikke mål ind. Vi scorede ej heller selv, så 2-1 var resultater, hvilket var helt fortjent. I forhold til Chamorro er det vel stadig helt lige mellem ham og mig. Jeg vil umiddelbart sige, at vi igen spillede lige godt. Så håber jeg, at tvivlen næste gang kommer mig til gode, så jeg får tilliden til at starte inde. Vores træner var fint tilfreds med indsatsen, har han netop fortalt. Mens jeg skriver dette, sidder jeg i omklædningsrummet, så det er lidt svært at koncentrere sig. Derfor lukker jeg for nu, og så vil jeg deltage i festlighederne…

26. januar 2006

I dag blev der vendt godt og grundigt op og ned på vores træningsprogram. Han ville simpelthen dele os alle op alt efter positioner, således at vi kun brugte tid på det, vi burde. Det er i mine øjne lidt trist, at vi skal skilles fra hinanden, da der er en god kemi holdet iblandt, men jeg er sikker på, at træneren ved, hvad han gør, og at det nok skal give resultater. Han har desuden gjort træningen væsentlig hårdere, men for mit eget vedkommende bliver der ingen ændringer. Han vil nemlig ifølge ham selv ikke overbelaste så ung en spiller. Jeg frydede mig lidt over det, mens den resterende del af de offensive midtbanespillere skuede misundeligt til mig.

31. januar 2006

Olivares er sur nu. Han er utilfreds, fordi træneren afviste et tilbud fra Júnior på ham. Buddet var ifølge træneren så lavt, at han absolut ikke kunne acceptere det, når det var budt på en fast mand. Derfor forstod han ikke helt Olivares’ utilfredshed. Nu må vi se, hvad der sker…

1. februar 2006

Øv! Deportivo Cali var i dag ude med et bud om at leje Chamorro resten af sæsonen. Det havde virkelig åbnet mulighederne for mig på den offensive midtbane, men desværre takkede træneren nej til tilbuddet. Så må jeg kæmpe mig på holdet i stedet for, der er kamp allerede i morgen, så nu vil jeg hvile mig, så jeg er helt klar…

2. februar 2006

Vi spillede i dag vores sidste venskabskamp, inden sæsonen starter om tre dage. Vi mødte et totalt ukendt hold kaldet Chia, og vi var vanen tro edderspændte, da træneren offentliggjort holdet. Der var en ændring denne gang, men det var bestemt ikke, hvad jeg håbede på. I stedet for at jeg skulle erstatte Chamorro, blev det i stedet Rafael Arles Castillo, som kom med i stedet for Marquinhos, som efterhånden også er ved at være en gammel mand (han er 37). Endnu engang måtte jeg lidt skuffet gå ind og agere tilskuer…

Holdet, vi mødte, var ekstremt ringe. Det viste sig lynhurtigt, hvor vores hurtige kontraspil åbnede for enorme huller i deres forsvar. Efter tyve minutter havde Rivas scoret hattrick, og fem minutter senere fulgte min konkurrent, Chamorro, op, hvilket jeg overværede med blandede følelser. Her kunne vi allerede have ført 7-0, men Chamorros mål var blot vores fjerde. Modstandernes svaghed blev virkelig udstillet efter en halv time. Preciado ligger bolden særdeles ufarligt frem, men ingen går i den, og i stedet løber Rivas den op. Målmanden kunne sagtens have nået bolden, men han valgte i stedet at bakke, og så scorede Rivas sit fjerde og holdets femte kasse. Det lignede ikke, at der skulle komme flere mål før pausen, men det ændrede Sarmiento på i overtiden, da han hamrede et brag af et langskud ind bag keeperen, og 6-0-målet var en realitet. Hvilken halvleg!

Træneren var ekstremt tilfredse med kampen, det gjorde han udtryk for i pausen, men han fortalte også – måske lidt i sjov – at han gerne ville nå et tocifret resultat. Da det var den sidste kamp inden sæsonstarten, ville han ikke foretage mange ændringer. Det lød ikke godt i mine ører, men han foretog heldigvis to, hvoraf det traditionelle bytte mellem Chamorro og jeg var det ene, mens det andet var, at Hérnandez kom ind, og Téllez gik ud. Glad og fornøjet gik jeg ud til anden halvleg. Det havde kriblet i benene gennem hele første halvleg for at komme ind og deltage. Stemningen var dog i bund grundet de sølle 68 tilskuere, men det betød ikke det store for mig…

Vi fik lidt af et chok efter kun fem minutter af anden halvleg. Chia, som havde virket så usandsynligt dårlige før pausen, fik scoret og reduceret til 1-6. Deres målscorer hed vist noget med Machado. Vi svarede dog igen med et par chancer, og så skete det med en halv time igen. Vi fik hjørnespark, og Castillo sendte den indover. Indlægget var ikke specielt godt, men den lå lige til mig, og så trykkede jeg af med en helflugter, som drønede ind ved den fjerneste stolpe. Det var fantastisk, og jeg løb over til den gabende tomme tribune, hvor jeg fejrede det med stor opbakning fra holdkammeraterne. Efter mit mål gik kampen lidt i tomgang. Rivas havde et par friløbere, men han fik ikke scoret, og vi vandt kampen med hele 7-1. Jeg spillede ingen fantastisk halvleg, men det var så lækkert at score det mål. Og det var ikke bare et mål, men et utrolig flot mål. Træneren var begejstret over indsatsen, og det var en rigtig lækker dag. Mine forældre og min lillesøster er gået i seng nu. Hende har jeg slet ikke fortalt om, men det må blive en anden god gang. Lige nu vil jeg følge i mine forældres fodspor og krybe til køjs.