31. august – TV-aftenBilletterne til denne kamp havde været udsolgt for længst. West Ham skulle spille mod Everton. Ingen af bookmakerne troede, at West Ham ville få en chance, specielt efter Everton 3-0 sejr over Fulham sidste uge.
Et par af gutterne fra arbejdet og mig havde købt en kasse øl og sat os til rette hjemme i min lejlighed for at se kampen.
Endelig startede kampen. Man kunne se Evertons stadion, ”Goddison Park” ovenfra og trafikproppen som kampen havde forsaget. Nu stillede de om til en journalist, der stod i et studie og fortalte om opstillingerne:
”West Ham har ikke ville ændre meget ved deres spil. De stiller med næsten samme opstilling som i kampen mod Bolton.”
Roy Carroll
Lionel Scaloni – Daniel Gabbidon – James Collins – Paul Konscesky
Clive Clarke
Shaun Newton Sékou Baradji
Yossi Benayoun
Emmanuel Adebayor – Dean Ashton
“West Ham stiller med et stærkt hold, umiddelbart skulle man tro, at det er det stærkeste, men det er det ikke hvis man spørger Alan Pardew;”
Kameraet skiftede til endnu en journalist, der stod sammen med Alan Pardew.
”Alan Pardew. Hvor stærkt er det hold, i stiller op med i dag?”
”Lad mig svare kort. Holdet er stærkt nok til at slå Everton. Jeg synes ikke, jeg behøver forklare mere””Hvad forventer de af deres spillere i dag?”
”Jeg forventer, at de kan spille ligeså godt som de har gjort til træning. Det ved jeg de gør,””Tusind tak skal de have.. God kamp,”
”Jo ta..”Alan Pardew nåede ikke at tale færdig før kameraet igen skiftede til studiet og værten, der fortalte, at kampen skulle til at gå i gang.
Vi satte os godt tilbage i sofaen, åbnede en øl og bad en stille bøn til ’ham deroppe’ om at lade West Ham vinde.
Everton startede hårdt ud med at presse West Ham tilbage på banen. Det vendte dog hurtigt og West Ham fik også nogle gode chancer.
18 min. Everton fik frispark ude for feltet. Jeg holdt vejret. ’Lad dem ikke score’ sad jeg og hviskede. César Delgado tog frisparket. Han løb hen, og i stedet for at skyde på mål, som alle troede han ville, lagde han den ind over til Kevin Kilbane, som kunne skyde. Men Roy Carroll var hurtig. Han nåede at stoppe Kilbane, inden han nåede at skyde. Hele West Ham enden klappede af Carroll.
Efter 38 min vandt West Ham igen bolden i forsvaret. Lionel Scaloni lagde en lang aflevering op mod Newton, der med en førstegangsberøring lagde bolden ind over til Adebayor, der sparkede bolden op under overlæggeren. 1 - 0 til West Ham.
Jeg sprang op af sofaen og begyndte at juble. Det samme gjorde mine venner, indtil underboen brokkede sig over larmen.
Halvleg. West Ham foran 1 - 0. Det var næsten for godt til at være sandt.
2. Halvleg fortsatte som før. West Ham var lige pludselig det spilstyrende hold.
Everton kom kun til 2 chancer i hele 2. halvleg.
Det holdt dog kun til det 79. min, hvor Nashat Akram og Yossi Benayoun spillede 1-2 hele vejen op af Evertons banehalvdel, hvorefter Nashat Akram scorer ved at skyde bolden op i hjørnet af målet.
Nu var der ingen hjemme i vores lejlighed, der bevægede sig. Vi var helt lammede. West Ham var i gang med at give Everton, som havde været i Premier League længe, tæsk.
Resten af kampen fortsatte i West Hams favør. Dog holdte en velspillende Everton målmand de sidste bolde ude så West Ham kunne rejse hjem fra Everton, med deres første sejr i bagagen.
Everton 0 – 2
West Ham UnitedEmmanuel Adebayor 38’ 0-1
Nashat Akram 79’ 0-2
Emmanuel Adebayor og Nashat Akram scorede de to mål, der gjorde, at West Ham kunne rejse hjem med en sejr.
Ingen af os fattede noget som helst. Var det en drøm. Eller havde West Ham lige vundet deres første kamp i Premier League. Over Everton. Med 2-0. Ingen af os sagde noget i flere timer før en af mine venner sagde: ”Nu er det da også ved at være sengetid,” Hvorefter vi andre sagde, ja, og vi skiltes tavse.
1. september 2005 – Update i klubhuset.I dag var vi samlet for at få et overblik over West Hams første måned i Premier League.
1 sejr, 1 uafgjort og 1 nederlag var det blevet til for West Ham, der dermed kunne fremvise en 14. plads med en kamp mindre. Dog var klubbens økonomi knap så god. West Hams bestyrelse havde offentliggjort et underskud på
10,61 mio. DKK. Dette var selvfølgelig transferpenge nogle af dem. Men bestyrelsen var bange for, at der ville blive ved med at komme røde tal nederst på budgettet.
Alan Pardew havde dertil udtalt, at de ikke skulle være bekymrede. Med West Hams fantastiske spil, ville han få dem etableret i toppen af engelsk fodbold og senere i toppen af europæisk fodbold.
Nu dukkede der en meget dårlig nyhed op på skærmen. 1. målmand Roy Carroll var blevet skadet i 3-4 uger pga. en fibersprængning under træning. Det ville blive spændene at se om 2. målmanden, den 36 årige Shaka Hislop fra Trinidad Tobago, kunne løfte byrden imens Roy Carroll var skadet.
Næste kamp i Premier League for West Hams vedkommende var den 12. september mod Aston Villa, der havde fået en skidt start på sæsonen. 2 nederlag og 1 uafgjort i 4 kampe. Det så lyst ud for West Ham, hvilket de fleste af os også håbede på.
4. september 2005 – BBC Breaking newsVi kan meddele, at Englands landshold har tabt 1-3 til Wales i går aftes. Et meget dårligt spillende engelsk landshold kunne her til morgen fortælle, at de var utrolig kede af resultatet men at de ville gøre det godt for de engelske fans igen, til næste kvalifikationskamp mod Nordirland.
12. september 2005 – West Ham – Aston VillaPuh. Jeg nåede lige at skaffe en billet til kampen. Jeg ville ikke ende derhjemme som sidste gang, bare sidde og se den på et fjernsyn. For rigtig at kunne opleve en fodboldkamp, skal man være der. Det har jeg altid ment. Derfor købte jeg billetten i god tid.
West Ham spillede med samme opstilling bortset fra, at Shaka Hislop stod på mål, da Roy Carroll jo var skadet. Men spændingen og forventningerne hos mig var ekstremt høje. West Ham kunne slå Aston Villa. Ja, det var jeg helt sikker på.
Kampen startede som de andre. Lidt pres men det gik over.
Men efter 29 min skete der det som der ikke måtte ske. Milan Baros fik bolden lige uden for feltet og med et skruet spark kunne han sætte bolden ind i målet og sætte et mål ind på kontoen. 1 – 0 til Aston Villa.
1. Halvleg fortsatte med højt pres af Aston Villa, men ikke flere mål.
Efter halvlegen fortsatte Aston Villa med sit pres. Hvert eneste angreb af West Ham blev opfanget og skudt der anden vej.
Men efter 64 min laver Oluf Mellberg en meget grov takling på Dean Ashton lige uden for feltet så han får gult kort. Clive Clarke tager frisparket, skyder den over muren, men direkte forbi en forbavset Stuart Taylor, der intet kan gøre. Clive Clarke udligner til 1 – 1. Stemningen på stadion bliver nu meget dårlig. Nogle af Aston Villa fansene provokerer nogle af West Hams fans og det udvikler sig til en regulær slåskamp. Dommeren stopper kampen så kontrolørene kan fjerne fansene fra hinanden og smide en del ud. Derefter starter kampen igen.
Spillerne er tydeligt mærket af hændelsen, for der bliver ikke længere spillet så målsøgende som før, og derfor bliver der ikke scoret flere mål i den kamp.
West Ham United 1 – 1
Aston VillaMilan Baros 29’ 0 – 1
Clive Clarke 64’ 1 – 1
Efter kampen skynder jeg mig ud og væk fra stadionet, da jeg ikke ville komme i slåskamp med nogle af Aston Villas fans. Mens jeg løber tænker jeg på hvor meget holdet egentlig savner Roy Carroll. Holdet er intet uden ham.
