home forum contact
 
  Velkommen
Gæst
Søg
 
SENEST AKTIVE EMNER
Glemt din kode?
Registrer
Dato Forfatter Forum Emne
17 Mar 2024, 23:29 Fadbamsen Skadestuen ryger ud i online spil.
03 Mar 2024, 06:12 DeBuur Skadestuen Kan ikke vælge Liverpo...
23 Feb 2024, 20:56 ydersog Klubsøgnin... Manchester United
23 Feb 2024, 10:12 valverde4ever Pro Cyclin... Cycling Career - Kan d...
23 Feb 2024, 00:14 g00n Blogs Minimalistic 2020
19 Feb 2024, 14:02 rheya Omklædning... Home Grown spillere?
29 Jan 2024, 11:35 Mulle68 Nostalgi Patches CM 4
Antal Registrerede Brugere: 23280
  0 Brugere, 299 Gæster Online.

Indlæg: 1132681 over 31362 Emner
Nyeste Bruger: queenofsjaipur
FORUM
+  FmFreaks Forside
|-+  Forum: Andre Managerspil
| |-+  Nostalgi
| | |-+  Kategori: Blogs fra de ældre udgaver
| | | |-+  Real Oviedo - Et stk. elevatorhold
0 Brugere og 1 Gæst læser i øjeblikket dette emne.
Sider: [1] 2 3 ... 13 Udprint
Forfatter Emne: Real Oviedo - Et stk. elevatorhold  (Læst 47568 gange)
majvang
Ynglingespiller
***

Offline Offline


 
Real Oviedo - Et stk. elevatorhold
« : 12 Feb 2008, 00:08 »


Måske skal man sætte sig lidt ind i baggrunden omkring Real Oviedo før man kan forstå hvordan det kan være gået så skidt de seneste år. Klubben er gået fra den spanske top, direkte ud i glemslen. Real Oviedo har de sidste par år været en økonomisk ruin, men igen, lær lidt om baggrunden inden i dømmer dem.



Klubben Real Oviedo er beliggende i byen med samme navn som klubben; Oviedo, der er hovedstad i den spanske Asturia provins. Asturia provinsen er en af Spaniens mindste provinser, smukt beliggende i det nordvestlige Spanien, ud til Mar Cantábrico, eller som vi danskere kalder den, Biscay bugten.

Mod syd smyger Cordillera Cantábrica bjergkæden sig yndefuldt rundt om den lille provins, og danner en naturlig grænse til Leon provinsen mod syd. Naturen er vidunderlig i området. Flora og fauna er enestående i disse storslåede bjergområder, hvor også den brune bjørn og en art bjergged stortrives.

Arealmæssigt udgør provinsen med sine 10.604 km² kun omkring 2 % af Spaniens samlede landmasse, og de 1,07 mio. indbyggere i Asturia tegner sig tilsvarende for cirka 2 % af Spaniens samlede befolkning, så en miniput region i forhold til de fleste andre spanske regioner.

Hvad Asturia mangler i størrelse, opvejer de tifold i passion og tradition. Indlandet er som tidligere nævnt domineret af bjergkæden Cordillera Cantábrica, og derfor skal man søge mod kysterne for at finde de mange asturiske byer, hvor den nordspanske gæstfrihed er så gennemtrængende, at man har svært ved at tro på at Hotelbranchen på nogen måde kan være lukrativ her.

De fleste byer i provinsen er gamle fiskerbyer, hvor befolkningen har været vant til at stå sammen og tage sig af hinanden i flere hundrede år. Traditioner bliver holdt i hævd. Her er noget man lover, noget man holder.
Hvis man på noget tidspunkt i livet skulle tvivle på menneskets evne til at føle oprigtig empati, så skal man blot tage til en Asturisk fiskerby, for her at opleve det i stor stil.

Kort sagt, Asturia emmer af kærlighed, følelser, passion og samhørighed.



Denne meget emotionelle livsstil gennemtrænger selvfølgelig også kulturen i storbyen Oviedo, der med sine 220.000 er Asturias næststørste by, kun er overgået af havne- og industribyen Gijon, der tæller knap 50.000 flere indbyggere.
Oviedo er modsat byer som Gijon, Avilés, Lena osv. ikke en gammel fiskerby, men derimod grundlagt op af et Benediktiner kloster, for knap 1250 år siden. Op gennem tiden udviklede Oviedo sig til et religiøst centrum i regionen, særligt med opførelsen af San Salvador katedralen, der startede som en primitiv kirke, opført mellem 791-842, men i 1388 udbygget til den smukke katedral den er i dag.

Flere smukke kirker har siden gjort sit indtog i byen, og flere lokale mæcener har i tidens løb skænket smukke statuer og fantastiske skulpturer, der fuldender den nordspanske bys smukke ydre.

Oviedo emmer af smukke bygninger og kultur. Man kan nærmest fornemme at der altid er en opløftet stemning i byen. Det er som om den er omgærdet af en slags hellig lykke, som påvirker de lokale i en positiv retning. Humøret er i hvert fald altid højt i den nordspanske enklave.

Den nærmest ubønhørlige næstekærlighed, der nok efterhånden ligger i generne på de meget religiøse Oviedoanere, er i det 20. århundrede også blevet rettet mod landets mest populære sportsgren, fodbold, nærmere betegnet byens stolte fodboldflagskib; Real Oviedo Club de Fútbol.





Real Oviedo blev stiftet i 1926, af nogle tilflyttere fra Gijon, der pudsigt nok havde været involveret i, den senere rival, Sporting Gijon, som var startet 21 år tidligere.

De første par år blev det blot til nogle lokale turneringer, da det spanske ligasystem endnu ikke var etableret. Real Oviedo var dog med fra dag et, da Real Federación Española de Fútbol, det spanske fodboldforbund, i 1928, knap 20 år efter forbundets stiftelse, lancerede den spanske Primera Division. Holdende omkring de større og vigtige industribyer som Madrid, Sevilla, Barcelona osv. blev dog klart favoriseret, da klubberne skulle indeles i divisionerne, og Real Oviedo måtte tage til takke med en plads i den næstbedste række. 

Her blev det til fem gode sæsoner inden Real Oviedo i sæsonen 1932/32 satte sig suverænt på førstepladsen og sikrede sig oprykning til den fineste spanske række.
30’ernes Real Oviedo hold var et teknisk fremragende hold, der selv i sin første sæson satte sit tunge fodaftryk i den spanske Primera Division. En fremragende 5. plads i den første sæson, blev fulgt op af to endnu mere imponerende tredjepladser i 2. og 3. sæson.

I sæsonen 1936/37 var Real Oviedo klar til at tage titlen. Det brede publikum var fuldstændig enige om at Real Oviedo både havde kvaliteten, erfaringen og viljen til at gå hele vejen. Desværre forblev pokalskabet tomt. Den spanske borgerkrig raserede landet, og alle turneringer blev aflyst. Slukøret måtte byens befolkning se til, mens det stadion, der skulle have lagt græs til triumftog og storsejre, nu blev brugt som amunitionsdepot for General Francos fremstormende hær.


Da RFEF, det spanske fodboldforbund, genoptog ligaen i 1939, var Oviedo ikke længere med på første parket. Plænen på klubbens stadion var simpelthen ubrugelig efter Francos hærs resideren, og Oviedo måtte finde sig i at blive holdt ude af det gode selskab indtil plænen igen var spilbar.

Med støtte fra lokalbefolkningen, fik Real Oviedo styr på både de ødelagte tribuner og den oppløjede græsplæne i løbet af mindre end et år, så de var allerede klar til at indtræde i La Primera den efterfølgende sæson.

Men det Oviedo hold der i 30’erne havde været så dominerende i Spaniens bedste række, og sikkert havde hentet titler hjem, hvis ikke borgerkrigen var kommet i vejen, var nu spredt for alle vinde. Nogle var blevet udstationeret og senere bosat sig der, andre havde måtte lade livet i de blodige opgør, mens de fleste simpelthen var blevet for gamle og havde lagt støvlerne på hylden.
Uden spillerne fra det eminente guldhold, der aldrig vandt mere end bronze, var Real Oviedo ikke længere en magtfaktor i spansk fodbold.

Bevares, i de første år efter borgerkrigen, var der da lyspunkter for de hvid/blå fra det nordlige Spanien. Der blev hentet et par flotte femtepladser, og i sæsonen 1944/45 fik man tilkæmpet sig en flot bronzemedalje, men som efterkrigsårene skred frem, forduftede de flotte præstationer stille og roligt fra Oviedo. I sæsonen 1949/50 måtte man sågar bide i det sure æble og gå den tunge gang ned i den næstbedste række.
Det indikerede meget godt Real Oviedos tilværelse de næste mange år; fra bronze til nedrykning på 5 år. Et yoyo hold var født.

Fra 1950 og 50 år frem, rykkede Real Oviedo i snit op eller ned en gang hvert femte år. 25 år i den bedste række og 25 år i den næstbedste række, men uden nogen videre stabilitet.


Opholdende i den bedste række bød udelukkende på bundplaceringer, med en enkelt lille undtagelse i 1962/63 hvor klubben vandt sin fjerde bronzemedalje. Den flotte placering skyldtes ikke så meget fremragende spil fra Oviedos side, men mere elendige præstationer af rækkens andre hold.
Med 15 sejre, 3 uafgjorte, 12 nederlag og blot 33 point, tog Real Oviedo de hidtil seneste medaljer i klubbens historie, blot i kraft af bedre inbyrdes opgør, da 2 andre hold endte med samme pointtal.

Succesens umiddelbare tilfældighed illustreres meget godt ved, at klubben blot to år senere dumpede ud af det bedste selskab igen. 


 
I 70’erne imponerede Real Oviedo med at vinde den næstbedste række 2 gange samt blive nummer sjok 2 gange i den bedste række, på kun fem år.

Der stod simpelthen ELEVATORHOLD med store røde bogstaver over Real Oviedo helt frem til 90’erne.

I 1987/88 sikrede Real Oviedo sig igen oprykning til La Primera, efter et meget langt ophold i den næstbedste række. Oviedo kom med op på det yderste mandat, så de var ikke spået mange chancer for overlevelse. Det lille Nordspanske hold gjorde dog alle spådomme til skamme, og hev en imponerende 13. plads hjem, og sikrede sig dermed overlevelse og endnu et år i selskab med mastodanter som Real Madrid og FC Barcelona.


De flotte præstationer fra genkomsten til den bedste række i 1988/89 sæsonen blev fulgt op af yderligere flotte præstationer. De to efterfølgende år bød således på en 11. og en 6. plads for de blå/hvide, og elevatorforbandelse n så ud til at være brudt.

I 90’erne konsoliderede Oviedo sig som midterhold i den spanske Primera Division. Det blev både til midterplaceringer og bundpladser, men Oviedo overlevede gang på gang og fik efterhånden opbygget et godt ry og en god økonomi, hvilket gjorde det nemmere at hente profiler til klubben.

Navne som Robert Prosenecki, Nikola Jerkan, Peter Møller, Stan Collymore, Julio Dely Valdés, Abel Xavier, Thomas Christiansen og Maxi Rodriguez er blot nogle af de store navne der har trukket i den blå Oviedo trøje og optrådt på Estadio Carlos Tartiere.


De store summer der blev investeret i dyre spillere og store navne, blev dog aldrig omsat til placeringer i den bedre halvdel i La Primera, så da pengene stille og roligt slap op ved udgangen af årtusindet, forlod de dyre drenge samtidig klubben. Pointhøsten blev mere og mere mager, og til sidst, efter 13 uafbrudte år i den bedste række, måtte Oviedo se i øjnene at sæsonen 2000/01 blev den sidste i La Primera i denne omgang.
Som resultaterne udeblev, begyndte pengene også at fosse ud af kassen.

Tynget af gæld efter opførelsen af et nyt stadion med plads til 30.000 tilskuere, og en udsigt til langt færre indtægter i den næstbedste række, var Oviedo tvunget til at sælge ud af arvesølvet for at redde en efterhånden ødelagt økonomi.
Den sikre sidste skanse, og på det tidspunkt, en af Spaniens absolut bedste keepere, Esteban, blev sendt til Atletico Madrid mens anføreren og midtbanegeneralen Boris røg til Sociedad.

Real Oviedo’s dårlige økonomi gjorde at de var tvunget til en hurtig tilbagevenden til det fine selskab, men selvom klubben lagde flot ud, med en række meriterende sejre i begyndelsen af sæsonen, satte et langt program sine tunge spor på en trup der tydeligt manglede både bredde og erfaring. En skuffende 7. plads i den næstbedste række, var resultatet ved udgangen af 01/02 sæsonen.

Spillerne underpræsterede på ingen måde, nærmest tværtimod, så resultatet var ikke skuffende på den måde. Skuffelsen lå hos den bestyrelse der efterhånden havde oparbejdet en enorm gæld i Real Oviedo. En misset oprykning betød at der nærmest blev dømt amatør tilstande i klubben. Klubben blev sat under administration. Spillere blev solgt til langt under markedspris. Kontrakter blev ophævet. Klubbens førstehold lå mere eller mindre i ruiner... det der var tilbage af det i hvert fald!



Sæsonen 2002/03 var på forhånd dømt til fiasko for Real Oviedo. Der var en helt ny stamme af spillere, der simpelthen ikke havde niveauet til at overleve, og ganske rigtigt endte de sæsonen på en lidet flatterende 21. plads og den spåede nedrykning gik i opfyldelse. Oviedo skulle en tur i tredje division!


Hvad gjorde ondt værre var, at den økonomiske krise efterhånden havde taget overhånd. Spillerne manglede løn! I 3 måneder havde Oviedo spillerne spillet kampe, uden at se så meget som en enkelt pesetas, og dagen efter sæsonafslutningen blev det for meget for Oli, der var holdets kaptajn. Han samlede Oviedo spillerne og gav klubben en deadline for udbetalelse af den manglende løn.

Der blev forhandlet til langt ud på natten på selve dagen hvor deadlinen faldt, men selvom klubben var blevet overtaget af et konsortium bestående af 16 lokale forretningsfolk, og den bestyrelse der havde kørt klubben i sænk var smidt på porten, så formåede de nye folk ikke at opfylde spillernes krav inden deadlinens udløb. Resultatet blev en tvangsnedrykning til den fjerdebedste række. Ydermere måtte Oviedo lide den tort at begynde næste sæson med minus 6 point.

Endnu engang støttede lokalbefolkningen op om klubben, og talenter med et hjerte der bankede for Real Oviedo, stillede sig til rådighed en masse, til trods for de utroligt lave lønninger klubben var i stand til at tilbyde, da den jo stadig var sat under administration.

Med en samlet by i ryggen, og et fyldt stadion kamp efter kamp, spillede de unge talenter sig, efter en ok første sæson, direkte op i tredje division, eller Segunda division B som den hedder i Spanien, efter en fremragende anden sæson i den fjerdebedste række.

At talentet for det nye unge Oviedo hold måske rakte til noget stort, fik man vidnesbyrd om i sæson 3 efter tvangsnedrykningen. En imponerende 7. plads, blot 2 point fra at skulle spille med om oprykning, var høsten af et flot år.


Men endnu engang beviste Real Oviedo og folkene omkring, at klubben bliver drevet med hjerte, sjæl og passion mere end fornuft og økonomisk sans. Gælden havde endnu engang taget overhånd, og talenterne blev, endnu engang, solgt til konkurrerende klubber.
Den flotte 7. plads kunne naturligvis ikke følges op året efter, tværtimod blev det til en kedelig 19. plads og nok engang nedrykning til fjerdebedste række.

Økonomien var ikke blevet bedre under den nye bestyrelse, og for anden gang på fem år blev Real Oviedo solgt for en symbolsk Euro.

2007/08 sæsonen så ud til endnu engang at blive en genopbygnings sæson for Real Oviedo, med et hold af unge talenter.
Klubben er endelig gældfri, men kun lige kommet ud af administration, så det er ikke fordi kassen bugner af penge, selvom den nye præsident, Dámaso Bances Álvarez, har lovet at der nok skal blive invisteret, når han har fået bedre styr på tingenes tilstand. Menuen står på fodbold i den fjerdebedste række i Spanien mod relativt ukendte hold.



I bund og grund, så er Oviedo en fantastisk klub. Det kun syv år gamle Estadio Carlos Tartiere med plads til 30.000 tilskuere, er et voldsomt lækkert stadion. Træningsfaciliteter ne er nok områdets suverænt bedste. Ungdomsakademiet har altid været garant for at spytte potentielle storspillere ud. Opbakningen fra byen er, og har altid været, suveræn. Jeg tror ikke mange hold i Danmarksserien kan sælge op mod 10.000 sæsonkort!


At klubben så altid har været drevet lettere nonchalant med hensyn til økonomien, det skyldes jo blot passionen for det der foregår på banen, og er vel blot et resultat af områdets mentalitet. Men med den nye præsident, tør jeg godt forudsige, at Oviedo inden længe vil returnere til den række jeg mener de hører hjemme i: Primera Division.

Her i fredags tikkede der en fax ind fra det spanske forbund, der kun gjorde fremtidsudsigterne endnu lysere. Mazarrón, der havde sikret sig oprykning til Segunda Division B4, har opgivet deres plads. De var simpelthen ikke gearet til de nye udfordringer, hverken økonomisk eller administrativt, og ville derfor hellere fortsætte på amatørniveau.
Den åbne plads blev tilbudt sidste sæsons bedste nedrykkede hold. Ja såmænd. Real Oviedo!

Jeg kan ikke forklare hvor stor en begivenhed det var.
Byen gik simpelthen amok i en fest rus uden lige.
Man skulle tro at mesterskabet var vundet.
“déjenos partido hasta que nos caigamos”

Ingen var i tvivl om at der skulle festes.


I de efterfølgende dage nåede salget af sæsonbilletter op på imponerende 12.000 styk, så der var efterhånden en lille sjat penge at hente lidt forstærkninger for.



Men hvor er jeg henne i det her. Hvorfor ved jeg så meget om Real Oviedo?
Jo ser du, for 8 år siden, da jeg var færdig med min uddannelse som revisor, tog jeg til Spanien, nærmere bestemt Madrid, for at arbejde et år for Lloyd insurance, og samtidig opleve noget andet end Danmark.


Det ene år, blev til endnu et, men dog ikke for Lloyds. Jeg var ikke så glad for at arbejde der, så jeg tog nordpå for at arbejde for La Caixa, en af Spaniens største banker. Deres store afdeling i Gijon tilbød mig en spændende stilling, som jeg tog imod, og der har jeg faktisk været siden.


Svaret på hvorfor jeg er inde omkring Real Oviedo, er egentlig en ren tilfældighed.
Da Oviedo for første gang gik konkurs, og blev sat under administration, var det La Caixa’s Gijon afdeling der tog sig af klubbens økonomiske morads. Jeg var en del af det team.

Da klubben som bekendt, stort set har været under administration de seneste 5 år, har jeg haft min naturlige gang på anlægget gennem længere tid, og blev efterhånden bekendt med de fleste mennesker i og omkring klubben.
 
Det kom hurtigt folk for øre, at jeg havde en træneruddannelse med fra Danmark. Det er dog kun kursus 1 og 2 i DBUs træneruddannelse der står på CV’et, og jeg har kun trænet et serie 4 hold en enkelt sæson, hvori jeg sågar formåede at glemme en kampdag, så vi tabte uden kamp og fik en bøde. Ikke nogen flatterende karriere ligefrem.
Men ikke desto mindre drillede mine kolleger mig med om ikke jeg skulle tage over i Real Oviedo.


Det var nu ment som en ren joke, men på en måde tog jeg da opgaven til mig, og begyndte at være med på træningsbanerne i ny og næ, og med ungdomsholdende til kamp.
Her i dag står jeg så som træner af Juvenil B i Real Oviedo.
Både klub og ungdomssystemet i de spanske klubber er bygget lidt anderledes op end i Danmark, men det svarer vel til at være 6. holds træner i Danmark, hvis det overhovedet findes.
Har været væk fra Danmark lidt for længe, for jeg kommer pludselig i tvivl om den danske struktur!



Jeg er nu godt tilfreds med det. Jeg hygger mig med de unge talenter og gør det ganske gratis for fornøjelsens skyld. At der så følger et sæsonkort med til Oviedos spændende kampe i Segunda Division B4, det er blot en glædelig bonus, som jeg med kyshånd tager imod.

Det var alt for nu.
Mvh
Morten Nielsen




« Seneste Redigering: 06 Mar 2008, 14:18 af majvang » Logged

-> Min LANGE blog om Real Oviedo og livet i det spanske <-

Det kan ikke understreges nok, hvor god denne blog er.

AMRDK
Gæst
 
Sv: Real Oviedo - et stk. elevatorhold
« Svar #1: 12 Feb 2008, 00:09 »

Den største update jeg nogensinde har set !!!!


Men fedt at se at du har noget du vil fortælle .
Logged

majvang
Ynglingespiller
***

Offline Offline


 
Sv: Real Oviedo - et stk. elevatorhold
« Svar #2: 12 Feb 2008, 00:12 »

Well, har ikke rigtig lavet blogs før, så skal lige vende mig til opsætning osv. Er heller ikke så god til photoshop endnu, men det kommer jo nok.

Vil bare se om jeg ikke kunne lave en blog der i den grad var en historie, istedet for endnu en, der i bund og grund blot gengiver spillets resultater.
Logged

-> Min LANGE blog om Real Oviedo og livet i det spanske <-

Det kan ikke understreges nok, hvor god denne blog er.

Anqes
Ynglingespiller
***

Offline Offline


 
Sv: Real Oviedo - et stk. elevatorhold
« Svar #3: 12 Feb 2008, 00:17 »

Er du gal, den er lang, men det ser fandme godt ud fantastisk lavet.
Logged

Yndlingshold: Brøndby & Arsenal!
Yndlingspiller: Luis Figo.

Daniel-123
Landsholdsspiller
******

Offline Offline


 
Sv: Real Oviedo - et stk. elevatorhold
« Svar #4: 12 Feb 2008, 00:23 »

Lang det er den ihvert fald, men den er også god Opstemt
Logged


majvang
Ynglingespiller
***

Offline Offline


 
Sv: Real Oviedo - et stk. elevatorhold
« Svar #5: 12 Feb 2008, 00:29 »

Tja, måske er det en lang post. Men selve bloggen er jo ikke specielt lang... endnu.

Nu er det ikke for at hænge nogen folk ud, for alene det at i har lysten til at blogge er fantastisk, men helt ærligt, så foretrækker jeg da en solid historie med substans, i stedet for en af de mere gængse a la: Jeg blev ansat i Arsenal. Pressen skrev: Ny mand!! Jeg købte etc etc etc. Efterfulgt af 20 sider med god grafik, sparsom historie og masser af resultater.

Men igen, bare det at folk har lysten til at skrive, synes jeg i sig selv er fantastisk. Der er jo ingen berømmelse i det, så personligt gør jeg det ganske enkelt fordi jeg hygger mig med det.

But well, jeg kan på ingen måde være objektivt, så det kan jo være min blog er det arveste pis, men at jeg bare er for blind til at se det. he he
Logged

-> Min LANGE blog om Real Oviedo og livet i det spanske <-

Det kan ikke understreges nok, hvor god denne blog er.

Temp
Reserveholdsspiller
****

Offline Offline


 
Sv: Real Oviedo - et stk. elevatorhold
« Svar #6: 12 Feb 2008, 00:41 »

Hold da kæft:) Virkelig god start. Lidt lang men spændene læsning.
Logged

-KNM-
Manager
********

Offline Offline


 
Sv: Real Oviedo - et stk. elevatorhold
« Svar #7: 12 Feb 2008, 00:42 »

WHAT THE FUCK?HuhHuhHuh?

Længste post jeg i mit liv har set. Opstemt

Jeg ved ikke om jeg får læst den hele, men rart at se folk, der er innovative (eller "går tilbage" til den gamle stil, som det vel er)

Gemmer den som favorit, så må vi se om jeg får tid til at læse det. Det er jo helt vildt...

Du kan tilføje min msn, hvis du har småspørgsmål til photoshop.
Logged

majvang
Ynglingespiller
***

Offline Offline


 
Sv: Real Oviedo - et stk. elevatorhold
« Svar #8: 12 Feb 2008, 00:47 »

Tja overvejede også at dele den op, men da det er en forhistorie, som danner grundlag for bloggens videre fremfærd, syntes jeg den skulle smækkes op i et stykke.

Well, til at starte med prøver jeg mig frem i photoshop, men kan squ godt være jeg henvender mig når min autodidakte begrænsning er nået Wink
Logged

-> Min LANGE blog om Real Oviedo og livet i det spanske <-

Det kan ikke understreges nok, hvor god denne blog er.

Nibali
Landsholdsspiller
******

Offline Offline


 
Sv: Real Oviedo - et stk. elevatorhold
« Svar #9: 12 Feb 2008, 03:22 »

Så fik jeg læst den - og for helved den er godt skrevet


Det kan virke lidt skræmende at den er så lang men det var hvert et sekund værd at læse den!
Logged

DYDERNE
- MIN FORTÆLLING OM HSV's KAMP MOD TOPPEN

majvang
Ynglingespiller
***

Offline Offline


 
Sv: Real Oviedo - et stk. elevatorhold
« Svar #10: 12 Feb 2008, 04:44 »



En slentretur ned af Marqués de Santa Cruz til aften er altid en fornøjelse. Det bugner med små hyggelige spisesteder. Jeg nyder at slentre ned gennem lige præcis denne gade, da mangfoldigheden mellem de mennesker der færdes her, er enorm. Der er altid noget at kigge på, særligt hvis man smutter ind i en af de mange små smøger eller baggårdspladser.

Det sker tit at jeg finder et sted jeg aldrig har været før, til trods for at jeg har boet i Oviedo i mere end et par år nu.
Denne søndag aften var ingen undtagelse. Gemt omme i en lille baggård, lå et hyggeligt lille kælderbrasseria. Duften af varm paella skød nærmest gennem luften som bølger fra et oprørt hav. Ingen tvivl om at jeg skulle spise dagens aftensmad der. Jeg slentrede ned af trappen og ind gennem døråbningen.

Der var ganske tomt, men jeg var også tidligt ude. At spise aftensmad kl 18.30 i Spanien er nærmest helt uhørt tidligt.
Der lå en avis fremme på bordet der stod i det fjerneste hjørne, den satte jeg straks kursen imod.
Jeg havde haft en fuldkommen slapper weekend. Havde ladet papirer fra La Caixa være papirer, og tilbragt både lørdag og søndag ved stranden i Gijon, så jeg anede faktisk ikke hvad der rørte sig i nyhederne før jeg åbnede lokalsprøjten.



På forsiden stod lidt om en lokalpolitikers skilsmisse. Den lille notits i bunden af avisen fik mig straks til at slå op på sportssiderne.



Real Oviedo ramt af tragedie



Blot få uger før sæsonstarten er Real Oviedo blevet ramt af en større tragedie.
Lobos Carrasco, stjernespiller på firsernes Barcolona hold, spansk landsholdsspiller og nuværende træner for Real Oviedo, blev i går ramt af et hjerteanfald midt under en træningskamp.

Klubbens læge reagerede lynhurtigt, og er formentlig stærkt medvirkende til, at den tidligere Barca kæmpe…..




Jeg smed avisen fra mig, inden jeg havde læst færdigt og greb febrilsk ned i lommen efter min mobil. Tastede Fermin Alvarez’ nummer ind.
”Jesus Crist, Lobos er jo kun omkring de 50", tænkte jeg for mig selv, mens jeg utålmodigt ventede på at hans assistent træner, skulle tage sin telefon.
”Fermin”
”hey Fermin, det er Morten, hvad pokker sker der, jeg har først lige læst avisen?”

Fermin forklarede mig lidt om hvad der var sket. Lobos havde åbenbart dårligt hjerte, og var faldet om med et hjertestop lige inden halvlegen i en træningskamp mod Pumarin. Hurtig reaktion og god hjælp af Real Oviedos læge, havde nok reddet Lobos’ liv. Lige pt lå han på hjerteafdelingen på sygehuset i Gijon.
Situationen var ikke længere kritisk, men han så ud til at skulle have en pacemaker, og ville derfor naturligvis ikke være tilbage på banen det næste stykke tid. Men skidt pyt med det, Lobos var ok, og det var det vigtigste.

Da jeg lagde på, havde jeg ingen anelse om, at netop denne aften, skulle blive min seneste fredelige aften uden stress og jag i et godt stykke tid.

« Seneste Redigering: 12 Feb 2008, 04:46 af majvang » Logged

-> Min LANGE blog om Real Oviedo og livet i det spanske <-

Det kan ikke understreges nok, hvor god denne blog er.

majvang
Ynglingespiller
***

Offline Offline


 
Sv: Real Oviedo - et stk. elevatorhold
« Svar #11: 12 Feb 2008, 05:20 »





Lige kommet hjem fra et møde henne på Estadio Carlos Tartiere.
Er stadig både lidt målløs og rystet over mødets dagsorden.
Men i særdeleshed er jeg bare træt.


Vi var indkaldt denne mandag for at finde en fælles løsning på trænerproblemet. De umiddelbare bulletiner lød på at Lobos måske kunne vende tilbage omkring november/december måned, men der var et hul på 4-5 måneder der skulle udfyldes, og gerne så hurtigt som muligt.
At jeg i det hele taget var indkaldt, undrede mig en smule, men gik ud fra at der måske skulle ske nogle rokeringer hele vejen ned gennem de forskellige hold i Real Oviedo, som også skulle løses her til aften.

Min umiddelbare fornemmelse sagde mig at den 34 årige assistenttræner Fermin Alvarez blev forfremmet til midlertidig manager, og måske snuppede B holdets assistent med som assistenttræner. Det var i hvert fald sikkert at B holdets cheftræner Fernando Paneda ikke var interesseret i at tage tøjlerne. Han levede og åndede for ungdomsarbejdet. Det var hans kald, og det ville han under ingen omstændigheder give slip på. I mit hoved var Fermin den rigtige løsning.

At jeg tog gruelig fejl, vidnede mødet alt om. Bestyrelsen havde nogle klare holdninger til sæsonens mål.
 - Talentudviklingen skulle fortsætte med samme store fokus som hidtil.
 - Klubben skulle generere overskud set over hele sæsonen.
 - De unge talenter skulle prøves af på et højt niveau.


Overlevelse i Segunda Division B var ikke et must. Selvfølgelig ville det være glædeligt hvis det lykkedes, men som præsident Dámaso Bances Álvarez sagde, så ville det være stupidt at satse målrettet på overlevelse i Segundaen, når vi ikke har spillermaterialet til det. Vi ville være nødt til at gå ud og hive dyre spillere hjem, der i sidste ende kunne bringe klubben mod endnu en økonomisk fiasko og konkurs.

Det var på mødet helt klart at stabil økonomi og talentudvikling, var de to altoverskyggende fokusområder, og var den vej bestyrelsen agtede at gå.

Fornuften var jo lige til at se, og egentlig glædede det mig på Real Oviedos vegne, at man langt om længe havde en præsident og bestyrelse der brugte deres sunde fornuft, og tænkte i langsigtede baner.



At jeg så stadig er dybt chokeret over deres endelige forslag til Lobos’ midlertidige afløser, er så en anden sag. At de overhovedet har tænkt i de baner er komplet overraskende.

”Så i kan se at vi har brug for en person der har økonomisk talent, og evner at tænke lige så meget økonomisk som sportsligt, samt en person der forstår sig på talentudvikling og er villig til at satse på klubbens unge talenter og værre med til at gøre dem til færdige spillere” var ordene fra Dámaso Bances Álvarez, inden han satte sig ned og bladrede i sin stak papirer.


Romiro Solis, der er general manager i klubben, fortsatte hvor præsidenten slap.
Morten, som du nok kan se er dette kvaliteter som Lobos i den grad mestrer, og han har tillige lidt af et netværk med sig grundet hans mange år i spansk topfodbold. Men vi mener også at du kan udfylde det hul der pludselig er opstået”.

Jeg gjorde mine til at rejse mig for at protestere, men Dámaso viftede afværgende af mig før han tog over igen.

”Se det fra vores side. Fermin er en dygtig træner, men han har absolut ingen erfaring mht. økonomi, og det samme gælder sådan set også Paneda. Vi er udmærket klar over at din erfaring med træning af seniorhold, eller i det hele taget hold på dette niveau, er meget begrænset, men vi har snakket med både Fermin og Paneda, og de står 100 % bag dig, og vil hjælpe med alt det de kan. Talentudviklingen er du jo allerede dybt involveret i, og der er nok ikke mange der kender mere til vores finansielle situation, end netop du.

At du så samtidig har en tendens til at tage tingene med et smil på læben og gå meget humoristisk til værks, gør dig kun mere interessant. Med et hold af unge spillere der sandsynligvis endnu ikke er gearet til dette niveau, er det kun godt med en fyr der kan få folk til at smile og glemme de nederlag der utvivlsomt vil komme.”

Herefter gik taleretten bordet rundt, så resten af bestyrelsen og trænerstaben fik mulighed for at fortælle at de også støttede op om ideen, mens de forsikrede mig om at det jo kun var for højst et halvt år.



Det er stadig lidt uvirkeligt for mig, mens jeg ligger her i min seng og tænker tilbage på mødet, der sluttede for mindre end en time siden.
Som minutterne går, begynder jeg godt at kunne se logikken i det, men jeg tvivler stadig stærkt på at jeg har evner og talent til sådan en stilling.

Heldigvis har jeg et par dages betænkningstid, inden jeg skal give svar.
Men uanset hvad, så kan jeg mærke at mit hjerte brænder for Real Oviedo.


« Seneste Redigering: 12 Feb 2008, 15:02 af majvang » Logged

-> Min LANGE blog om Real Oviedo og livet i det spanske <-

Det kan ikke understreges nok, hvor god denne blog er.

Brodtgaard
Manager
********

Offline Offline


 
Sv: Real Oviedo - et stk. elevatorhold
« Svar #12: 12 Feb 2008, 07:23 »

Det var dog en fremragende (og lang) historie... Smiley

Utrolig flot og fængslende skrevet. Jeg følger med...  Thumbs Up
Logged


Put your hands down my pants, and I´ll bet you´ll feel nuts

majvang
Ynglingespiller
***

Offline Offline


 
Sv: Real Oviedo - et stk. elevatorhold
« Svar #13: 12 Feb 2008, 16:54 »



Torsdag 28.06.2007.

Lyset fra projektørlamperne stod skarpt rettet hen mod det aflange bord for enden af lokalet. Mikrofonerne stod klar på midten af bordet til at opfange et hvert fejltrin fra den nye manager.
Luften emmede af spænding, og de fremmødte journalister stod ivrigt og diskuterede deres syn på sagen, i små klynger mellem de til lejligheden opsatte rækker af stole.

Døren fra det tilstødende lokale gik op, Fotograferne var klar med det samme, og blitzene lynede mod manden der kom ind, men den lille håndfyld mænd, der var mødt op for at levere billedere til morgendagens aviser, måtte slukøret konstatere at det blot var general manager Romiro Solis der kom ind. Han satte sig over på en af de 6 stole ved det aflange bord, og rodede lidt med nogle nussede papirer, mens han henkastet svarede på et par journalisters spørgsmål.



Endnu et par minutter gik inden døren igen gik op. Denne gang var den god nok. Real Oviedos præsident kom ind af døren som den første. Assistenttræner Fermin, og Real Oviedos B holds træner fulgte efter. De sidste to var Fernando, lederen af ungdomsakademiet og Morten Nielsen, Juvenil B træneren.

Blitzene døde hurtigt hen, da det gik op for fotograferne at der ligesom manglede noget. Det nye ansigt der skulle stå i spidsen for Real Oviedo.
Romiro Solis bad folk om at sætte sig ned, og både holde inde med billeder og spørgsmål, indtil de gik i gang med den del af det lille pressemøde.
Præsident Dámaso Bances Álvarez gik i gang med at fortælle pressekorpset om alverdens ting, startende med Lobos tilstand og det faktum at man regnede med at have ham tilbage inden for et halvt år, men at man på ingen måde ønskede at forstyrre ham, og derfor stod man lidt på bar bund.

Journalisterne så ud til at kede sig gevaldigt da Dámaso brugte 20-25 minutter på at fortælle om hvilken personprofil man havde gået i gang med at søge efter, men de vågnede så sandelig op fra døsigheden da Juvenil B træneren, et komplet ubeskrevet blad, Morten Nielsen blev præsenteret som den midlertidige løsning.



Ordet blev givet frit:

”Manuel Norias, DailySpain.com.
Damaso, jeg kunne godt tænke mig at høre om baggrunden for at ansætte en så uprøvet træner”.

Dámaso:
”Morten har ganske enkelt de kvaliteter vi har brug for her Real Oviedo. Jeg er udmærket klar over at mange vil stille spørgsmålstegn ved hans kvaliteter som træner, men der har han et meget dygtigt team omkring sig til at hjælpe sig. Man kan også vende den om. Real Oviedos fald gennem rækkerne de senere år har jo på ingen måde skyldtes resultaterne på banen, men mere manglen på økonomisk forståelse og finansielle færdigheder… eller mangel på samme. Til det kan der ikke stilles tvivl om Mortens evner, der er han den bedste vi kan få”.


”Enrico Fuenlabrada, Soccer-Spain.
Fermin, føler du dig ikke forbigået?”

Fermin:
”Nej, på ingen måde. Som Damaso lidt er inde på, så er det først og fremmest økonomien vi skal have sikret i klubben, og der er jeg som Bambi på glat is. Selvfølgelig har jeg mere erfaring med førsteholdet, men der kan ikke sættes spørgsmålstegn ved Mortens talent. Han er meget dygtig til talentudvikling, og det er der vores fokus omkring førsteholdet kommer til at ligge. Vi skal først og fremmest udvikle nogle dygtige spillere, så skal resultaterne nok komme”.


”Unai Oras, Los Gigantes.
Morten, det lyder som om du både har bestyrelsen og trænerstaben bag dig, men hvordan ser du selv på denne forfremmelse?

Morten:
”Det ville være en underdrivelse hvis jeg sagde at jeg blev lidt overrasket. Da jeg blev præsenteret for klubbens løsningsmodel var jeg mildest talt chokeret, men efter at have gået et par dage og tænkt det igennem, kan jeg godt se logikken i det. Det økonomiske aspekt i dette job ligger lige til højrebenet for mig, og jeg skal gøre mit til at få en sund økonomi til Real Oviedo. Havde klubbens førstehold bestået af en flok etablerede spillere med mange år på bagen, havde jeg nok afslået, da jeg ville føle jeg ikke kunne lære dem noget, men når mere end halvdelen af truppen ikke engang er fyldt 21, så føler jeg at jeg godt kan være med til at bibringe med noget.”


”Mario Trecco, El Pais.
Morten, Lobos var jo lidt af et scoop at få til klubben. Tidligere spansk landsholdspiller og FC Barcelonaprofil, og en mand med et bredt netværk. Føler du at du kan leve op til hans metier?

Morten:
”Nej, på ingen måde. Lobos er den helt rigtige mand for Real Oviedo, en gevinst uden lige. Men lige nu tænker vi kun på at Lobos skal have fred og ro. Det er klart at han med sit navn og kendskab til spillere i landet nok hurtigt ville have kunnet forstærke holdet, men det må vi selv prøve at klare nu.”


Mario Trecco:
”Men du har jo ikke en ærlig chance for at forstærke holdet! Og vi så jo tydeligt at det hold i har ikke kunne klare sig i Segunda Division B. Hvordan vil du forholde dig til det problem?”

Morten:
”At jeg ikke har en chance for at forstærke holdet er noget sludder. Jeg har en mulighed i baghånden jeg skal have undersøgt. Jeg har en fætter der i halvfemserne var inde omkring de danske landshold, og har vundet flere danske mesterskaber, inden har nu mere eller mindre har lagt handskerne på hylden. Jeg er sikker på han sagtens kan hjælpe mig med at scoute nogle brugbare spillere. Men igen, hvis vi henter nogen skal det være billige unge talenter. Spillere vi kan se en fremtid i.”

Efter et par spørgsmål mere, var pressemødet forbi, og lokalet blev hurtigt tømt. Spredt på gulvet lå sammenkrøllede papirer og iturevet slikpapir. To stole lå væltet ovre i det ene hjørne. Rodet dominerede rummet. I det hele taget lignede lokalet et sted hvor der just havde udfoldet sig et større slagsmål.
Meget rammende, for Real Oviedos sæson så netop ud til at blive ren slåskamp.
« Seneste Redigering: 12 Feb 2008, 17:43 af majvang » Logged

-> Min LANGE blog om Real Oviedo og livet i det spanske <-

Det kan ikke understreges nok, hvor god denne blog er.

Anqes
Ynglingespiller
***

Offline Offline


 
Sv: Real Oviedo - et stk. elevatorhold
« Svar #14: 12 Feb 2008, 17:17 »

Fuck det er klasse, det er simpelt hen abre skide godt, fortsæt sådan!
Logged

Yndlingshold: Brøndby & Arsenal!
Yndlingspiller: Luis Figo.

Sider: [1] 2 3 ... 13 Udprint 
 



This site is not endorsed by Sports Interactive or SEGA and is intended for entertainment purposes only. « More Info »
©2005-2018, FmFreaks.dk
                                         Forum Powered by SMF 1.0.5 · SMF ©2001-2010